Den Indre Kritikers vej til Hjertet
Det handler om Hjerte kontakt-om den kærlighed, som bor indeni, men som kan være svær at mærke.
Hvorfor kritiserer jeg mig selv igen og igen?
Hvorfor kritiserer jeg mine nærmeste, når jeg dybest set ikke ønsker den form for kontakt?
Den Indre Kritiker:
”Du duer jo ikke til det”, ”De kan ikke lide dig”, ”Du er ikke god nok”, ”De synes, du er latterlig”.…..
Den indre Kritiker er lynhurtig til at stille sit forsvar op, så du ikke vover dig ud i noget, hvor du risikerer at blive såret. Når de negative tanker, om dig selv går i gang, kan du være sikker på, at der er noget sårbart, som skal beskyttes. Noget som skal beskyttes mod den smerte, det er, ikke at blive set, når du har allermest brug for det. Det er trods alt bedre at gemme sig end at stille sig frem og ikke blive set, når du netop har brug for at blive set.
Den Indre Kritiker prøver bare at hjælpe dig med at forblive tryg og i sikkerhed, så du ikke oplever den velkendte smerte at stå helt alene og ked af det. Det er for sårbart, så Den indre Kritiker får dig overbevist om, at du jo alligevel ikke kan og ikke er interessant nok. Det er et velkendt mønster, som kan være svært at gennemskue, fordi det foregår i det skjulte indeni. Det er ikke noget, som bliver delt med andre. Faktisk er det noget, vi ofte foretrækker at holde for os selv, fordi vi er begyndt at tro på de negative tanker om os selv.
Det er skamfuldt. Tænk hvis du sagde det til nogen og vedkommende gav dig ret? Eller endnu værre vedkommende forblev tavs. Det ville sætte gang i tanker som: ”Hun tænker garanteret, at jeg er latterlig, at jeg overreagerer og fortæller det videre til de andre: ”Hun kan ikke lide mig alligevel. Jeg skulle aldrig have sagt noget, jeg er for naiv, for dum. Jeg duer ikke til det.”
Det er også bare enormt trættende at være i selskab med Den Indre Kritiker. Efterhånden som de negative tanker bliver ved og ved, får du mere og mere lyst til at gemme dig under dynen og sove.
Den Indre Kritiker suger al energien ud af os, så vi bliver så udmattede, at vi forhåbentlig kan sove os væk fra smerten.
For at forstå Den Indre Kritiker, er det nødvendigt at se på det i dig, som skal forsvares og beskyttes.
Hvad er det i dig, som har brug for så massiv en beskyttelse?
Hvad er det, der gør, at Den Indre Kritiker kommer så meget på arbejde, at det næsten gælder liv og død?
Det er sådan det føles også selvom du med fornuften godt ved, at dit liv ikke er i fare.
Hvis der er noget, som har brug for massiv beskyttelse, så er det et lille barn. Jo mindre barnet er, jo mere afhængigt er det af at blive set og få opfyldt sine behov udefra. Når Den indre Kritiker er på spil, kan du være sikker på, at det er fordi du har noget sårbart, der ligesom et lille barn har brug for din omsorg.
Det lille Barn indeni dig er det, som ikke er blevet set, ikke blevet anerkendt. Derfor er det blevet utryg og bange. Bange for ikke at være god nok, ikke at være elsket. Det lille Barn i dig har mistet tilliden til den voksne i dig. Den Indre Kritiker har brug for hjælp til at passe på Det lille Barn. Hjælpen kan fås gennem dit hjerte og Din indre Mor (den voksne i dig), da det er her, du kan få kontakt med det omsorgsfulde og medfølende i dig.
Når Den indre Mor bliver mere aktiv i dig, vil du begynde at sænke dit tempo, blive mere lyttende og tage mere omsorg. Du vil tillade dig selv at slappe mere af, gøre ingenting og bare være til, lave noget som du bare holder rigtig meget af, og som du sikkert har forsømt længe. Den indre Kritiker kan derfor også slappe mere af simpelthen, fordi det nu er mere tilladt. Når vi sænker tempoet i vores gøremål og giver tid til bare at være, åbner vi samtidig mere op for vores sanser. Vi får lettere ved at få kontakt med det sårbare og give det omsorg i stedet for at skynde os videre, fordi der er noget som er vigtigere. Tænk bare på, hvordan det er, når du er sammen med helt små børn. De er bare, deres sanser er åbne og de skal ikke skynde sig at nå noget som helst.
Den indre Kritiker har det rigtig godt med, at Den indre Mor begynder at tage sig mere af Det indre Barn. Det betyder, at Den indre Kritiker kan begynde at slappe mere af.
Det er hårdt arbejde at være alene med ansvaret for et lille barn, der ikke har det godt og er i fare. Det er faktisk så hårdt, at der ikke er megen glæde eller nydelse tilbage. Kan du genkende det?
Man skal hele tiden være på vagt, for det lille barn er så hjælpeløst. Det er Den indre kritikers fornemmeste opgave at passe på det sårbare, når ingen andre kan.
Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med at få mere kontakt med dit hjerte.
Priser
Jeg har tavshedspligt
Ved afbud senere end kl. 8.00 samme dag betales fuld pris.
Kontakt
Ring eller skriv endelig så kan vi tage en uforpligtende snak.